Bogen af En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger

En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger (8-12 år)

Højtlæsningen af En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger var for mig nærmest essensen af alt det bedste, en højtlæsning kan give – fordybelse og nærvær. Bogen vender blikket højt mod stjernerne og dybt dybt ned i den russiske Bajkalsø. Bogen zoomer ind og dvæler ved bittesmå skabninger; tanglopperne.

Sådan findes der bøger, der udfordrer og bringer sin læser til en helt særlig fordybelse. Særligt værdifulde er de bøger, der tillige tryllebinder børnene, så de ikke står af, men lokkes med ind i fordybelsen på fineste vis. Sådan en bog er En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger.

Bogens handling

En gammel mand forsker og kortlægger tangloppernes forunderlige liv. Han bor ved Bajkalsøen – jordens ældste sø – og har kortlagt og navngivet over 200 forskellige tanglopper. Nu er han 90 år, og navnene på de to sidste arter driller ham. Han har ikke flere navne at give af.

Hvis man er meget lille, bliver man nødt til at have et meget langt navn. Ellers bliver man overset. Tanglopperne skal have lange navne, så det hele balancerer.

Den smukke bogs højdepunkt var – hjemme hos os – de alenlange navne, de to tanglopper gives på bogens sidste sider. ”Læs dem lige igen”, bad min 9-årige. Vi læste dem tre gange og sad tilbage med verdens bedste følelse i maven: vi var kommet ned, ned, ned i gear. Vi var fløjet rundt i verdensaltet, og til sidst sad vi bare og lyttede til de lange navnes krøllede remser. Så lange navne til så små væsner.

Anna Margrethe Kjærgaards illustrationer er sjælfulde. Stort set hele bogen er holdt i sort/hvide illustrationer. Kun den gamle forskers opalblå øjne lyser op og stråler med klarsyn og intensitet. Læseren får nærmest øjenkontakt med de blå øjne. Enkelte steder i bogen får elementer en blå tone – ellers er alt sort/hvidt.

Ned i gear

Jeg er egentlig tilhænger af, at børn selv vælger de bøger, de læser. Men nogle gange skal man som voksen også læse noget, børn ikke selv kommer i tanke om at læse. Min 9-årige syntes ikke lige, forsiden var noget for ham. Men efter nogle sider gav han sig alligevel hen til bogen og fik en litterær oplevelse, som han ikke selv ville efterspørge.

Bogen kræver lidt formidling i børnebiblioteket. Den sort/hvide forside sælger ikke sig selv. Hjemme hos os havde vi lige læst Møgmis (10-14 år), som nok er bogens diametrale modsætning med sin farveeksplosion og højintensive humor. Det var et vildt gearskifte, vi foretog ved at gå fra den ene til den anden bog.

Når jeg højtlæser, kan jeg godt lide gearskifte. Det er vildt udfordrende. Især når man går fra et højt gear til et lavere. Det udvider virkelig barnets opfattelse af, hvad en god bog er – at bøger kan være fabelagtige på vidt forskellig vis.

Klik her, og lån bogen på biblioteket, eller køb den hos din lokale boghandler.

En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger
af Kathrine Assels
illustrationer af Anna Margrethe Kjærgaard
Jensen & Dalgaard, 2022
80 sider

Målgruppe 8-12 år
Emne: viden om smådyr, lidenskab for videnskab,
Læs også: Gulduret (7-10 år) og Slimfjorden (8-12 år), er begge tænksomme bøger, der også omhandler glæden ved at fordybe sig i viden om dyr og planter.

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!