Temaer: venskab, anderledes, rummelighed, fællesskaber, eksklusion, skyldfølelse
Mette Vedsø skriver tankevækkende bøger med en charme, der gør læseren varm og glad og alvorlig på samme tid. Team Vildmark er ingen undtagelse. Subtile sociale dynamikker skrives frem med en særlig lethed, som gør værkerne underholdende og rørende.
En episode i sommers gik helt galt. Det ved vi helt fra historiens begyndelse. Hovedpersonen, Bosse, så og hørte det hele. I tilbageblik hører vi om fødselsdagen, hvor det gik helt galt. Som en kædereaktion, der ikke kunne stoppes, og som fik store konsekvenser for de involverede.
Men inden vi hører om den skæbnesvangre episode, følger vi Bosse og hans gode veninde, Rio, der en sommer er helt og aldeles opslugt af at iscenesætte deres egen udgave af Vildmarken – et reality-program, hvor de deltagende skal klare sig i naturen. Det hele foregår hjemme i Rios have i et hjem, hvor man må en masse, og der er plads til al slags leg. Rios bror Tof er også lidt med.
Tof går på specialskole og er ikke alderssvarende. Nogle gange går han fint ind i legen, men andre gange kræver det en del af legekammeraterne at balancere ham. Rio og moren er vant til at tage hensyn til Tof. Han er en svær men naturlig del af deres liv og hverdag.
Så når vi til den skæbnesvangre episode til Rios fødselsdag. Bosse bliver tilskuer til et scenarie omkring Tof, hvor fronterne trækkes skarpt op – først med de involverede klassekammerater, siden i forældregruppen. Klassesammenhold og forældrefælleskab kører fuldstændig af sporet. Bosse ser det hele ret nuanceret, men hans ord kan ikke trænge igennem til de voksne. Bosse drømmer om, at et tv-hold lige kom forbi og holdt mikrofonen frem, så hans forklaring kunne blive hørt. Fortællingen i bogen bliver hans vidnesbyrd.
Sådan er det ofte i Vedsøs værker. Dem, der normalt ikke høres, giver hun en stemme. Mette Vedsø er sit eget lille tv-hold, der tager rundt og interviewer – Bosse, men også mange andre barnestemmer, vi som samfund glemmer at spørge og holde mikrofonen for.
Bogen er skønt illustreret af Sofie Louise Dam med en streg, der minder om stregen fra Nora Dåsnes’ Ti knive i hjertet (10-13 år) og Elin Lindells Verdens værste søster (10-13 år). Grøn-gule sommerfarver og sort kontur præger billedsiden. Det jordnære og det poetiske går hånd i hånd – ligesom i teksten.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.
Team Vildmark
af Mette Vedsø
illustreret af Sofie Louise Dam
Høst & Søn, 2024
140 sider
Målgruppe: 10-13 år
Læs også: Happy happy (11-15 år), Tove tænker (9-12 år), Verdens værste søster (10-13 år), Ti knive i hjertet (10-13 år)
*Anmeldereksemplar modtaget af forlaget*

