Grafisk dagbog fortalt af Thilde. Med illustrationer og grafiske elementer i stil med dem, en 12-årig selv ville have tegnet. Hvor grafiske dagbøger som Nikkis dagbog (12-14 år) og Wimpy kid (11-14 år) fortæller humoristisk og lidt ironisk distanceret, så har Ti knive i hjertet et helt andet nærvær og en mere nuanceret og intimt indlevende fortælleform. Målgruppemæssigt og stilmæssigt ligger bogen lidt samme sted som Myntes dagbog (10-13 år) af StineStregen. Bogen åbner op for, at kærlighed og forelskelse kan se ud på mange måder.
Noget uforklarligt er sket henover sommerferien. Det bemærker Thilde sig første skoledag efter ferien. Thilde går nu i 7. klasse, og noget føles bare anderledes. Ja, faktisk er det lidt som om klassens piger er spaltet i to grupper. Dem, der har kastet sig ud i alt det der ”ungdoms-noget”, og dem, der ikke har. Venindetrekløveret, som Thilde er en del af, ender i åben konflikt, da den ene veninde er blevet meget optaget af kærester, mens den anden på ingen måde orker at høre om forelskelser. Thilde befinder sig et sted midt imellem. Hun har ikke rigtig prøvet at være forelsket og kan ikke helt komme ungdomsfølelsen nærmere.
En dag falder Thilde i snak med den nye pige, der er startet på årgangen. En helt særlig pige, som Thilde fascineres meget af og tænker meget på. Pludselig ved hun slet ikke, hvilken emoji hun skal bruge, når hun skal afslutte en sms til Maya. Kan det være sådan, forelskelse er?
Bogen er lidt lyserød. Både på forsiden, som bliver lidt ung i udtrykket og henvender sig til den lave ende af målgruppen. Men også indholdet er lidt til den søde side. Helt personligt savner jeg noget, der skurrer lidt mere, og som er lidt mindre entydigt. Det er dog langt fra sikkert, den 10-12-årige læser deler den indsigelse med mig.
Jeg vil dog rask væk anbefale Ti knive i hjertet til et bredt udsnit af 10-12-årige. Det er en vigtig bog, der på en meget naturlig måde og kærligt øjenåbnende breder forestillingen om kærlighed og forelskelse ud. Egner sig godt til både læsehesten og den ikke så læsende.
Ti knive i hjertet
af Nora Dåsnes
oversat af Anne Krogh Hørning
Turbine, 2020
260 sider
Graphic novel
Målgruppe: 10-13 år
Læs også: Indlægget Køn og identitet i børnelitteraturen, Myntes dagbog (10-13 år) af StineStregen, En som mig – Oda og Arins dagbog (11-14 år) af Anne Wisløff, Vi skulle have været løver (11-14 år) af Line Baugstø.

