Temaer: Lun hverdagsfortælling, humor, en hovedperson tweenagere let kan relatere sig til, ”lidt som Mira-bøgerne”, venindekvaler, ny skole, drømmen om søskende, papfar, papbror, donor-barn, dansk-svensk sprogforbistring
Denne bog er meget bedre end sin forside! Bogens lune hverdagsnære humor minder meget om den i Mira-serien. Dramaerne er autentiske og tro mod tweenagerens blik på verden, hvilket gør historien både sjov og rørende.
Danis højeste ønske er at få en søskende. Hun er donerbarn og bor alene med sin mor. Men efter at Dani og hendes veninde har været inde og swipe på morens dating-app (ups!), kommer der pludselig også en ”mors kæreste” ind i billedet. Kæresteforholdet bringer en pap-søskende med i købet – men ikke helt sådan en, som Dani havde drømt om …
Vi følger Danis opstart i ny skole, veninderelationer og lidt forkludret kærlighed, som alt sammen er både skørt og hjerteknusende og relaterbart for målgruppelæseren.
Tegnestilen minder en del om Nora Dåsnes. Illustrationerne har en enkelhed, der er udtryksfuld, sjov og ligefrem og som passer godt til fortællestilen. Med lidt god vilje kan man også godt se lidt af Rasmus Bregnhøis hverdagscharme i illustrationerne. Det er bare så synd, at det ikke lykkedes at få charmen med på forsiden også.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.
Verdens værste søster
af Elin Lindell
Oversat af: Stine Spedsbjerg
Gads Børnebøger, 2024
128 sider
Målgruppe: 10-13 år
Læs også: Mira-bøgerne (9-13 år) af Lemire/Bregnhøi, Ti knive i hjertet (10-13 år) af Nora Dåsnes