Bogen Omars verden

Omars verden – kolossal ballademagnet (7-10 år)

Den nye serie om Omars verden favner alle de typiske karaktertræk, som grafiske dagbøger plejer at spille på. Men personskildringerne er meget mere nuancerede end fx Wimpy Kid og Tom Gates, og bogen går længere ned i alder. Omars verden – kolossal ballademagnet er oplagt læsning til barnet, man gerne vil bringe videre efter en længere periode med Kaptajn Underhyler. Bogens form vil tale til denne type læser, men vil også trække læseren ind i refleksion og tænksomhed.

På mange måder er Omar fuldstændig som hovedpersoner er flest, når man taler grafiske dagbøger: han er rustet med vild fantasi og kreative tegnegaver. Han er den nørdede type og flankeret af en nørdet bedsteven, Charlie. Der optræder møgirriterende søskende og en ubehagelig dreng, Daniel, hærger klassen. Så langt så godt.

Bedst som man synes, at den her type bog har man læst mange gange før, så sker der noget, som får bogen til at skille sig ud. For Omar er muslim, og vi introduceres for den muslimske hverdag med bøn, pakistanske livretter og fejring af eid. Vi inviteres indenfor i en kultur, som mange af os kender sådan lidt fra distancen, men som her i bogen danner hverdagsramme om Omars refleksionsverden og fantasiforestillinger. Moren er højtuddannet og med tørklæde, ja, begge forældre er forskere og underholder børnene med farvestrålende eksperimenter i weekenderne.

Naboen, gamle fru Rogers, bryder sig ikke om muslimer, og klassens skrækkelige Daniel bilder Omar ind, at han bliver sendt tilbage til Pakistan. Scenarierne, der i hele deres væsen er ubehagelige, beskrives med humor og stort fortælleoverskud. Med komik og undren fremfor vrede og tårer. Det gør noget interessant ved styrkeforholdet mellem de forurettede og personerne, der chikanerer.

Illustrationerne er ikke stor kunst, men deres enkelhed fungerer udmærket til bogen.

I bogens “selvforståelse” er der tale om en bog, man dør af grin over. Det er sådan, bagsideteksten fremstiller bogen. Men det værdifulde ved bogen er i min optik, at den kobler den grafiske dagbogsform med eftertænksomhed og personskildringer, der vil meget mere end bare have os til at grine. Jeg tror, den kan nå bredt ud, og jeg glæder mig rigtig meget til at formidle den i biblioteksudlånet til både selvlæsning og højtlæsning.

Omars verden – kolossal ballademagnet
Af Zanib Mian
Oversat af Thomas Maintz
Illustrationer af Nasaya Mafaridik
Forlaget Alvilda, 2021
221 sider

Målgruppe: 7-10 år

Type: Grafisk dagbog, humor, fantasi, eftertænksomhed, racisme.

Læs også: En træhule på 13 etager, Tom Gates, Wimpy Kid, Kaptajn Underhyler

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Leave the field below empty!