Bogen Natteravnen

Natteravnen (10-13 år)

Natteravnen er en god svensk børnekrimi, der holder sin læser til ilden og giver indblik i det historiske Sverige i slutningen af 1800-tallet. Bogen er spændende uden at være skræmmende, dog er der på side 46-47 en beskrivelse af et ligsyn, som forældre evt. lige kan tjekke, inden bogen overdrages til barnelæseren.

Bogen tager sin begyndelse en nat, hvor 11-årige Mika får overdraget en baby på børnehjemmet, hvor hun bor. Drengen, der giver hende babyen, er rædselsslagen og taler om ”den sorte engel”, som ved, han har givet barnet væk. Herfra tager historien fart, og Mika indrulleres i en stor sag.

Mika kan noget særligt. For at overleve som fattigt barn skal man være meget overlevelsesdygtig, og det er Mika. Hun lægger mærke til detaljer, som de færreste andre ser, og hun gennemskuer lynhurtigt folk omkring sig. Derfor bliver hun også en altafgørende hjælp for politimanden Valdemar Hoff, som er på sporet af en morder.

Mika lever i stor fattigdom på børnehjemmet. Hun har kun et fornavn, ikke noget efternavn – ligesom dyrene. Bogen emmer af indignation over de ydmygelser og dårlige kår, de fattige børn må leve under. Offentligheden behandler dem ikke som mennesker, og de har ikke en chance for at kravle op af den sociale rangstige.

Selv Valdemar Hoff, som Mika hjælper med detektivarbejdet, kalder hende for ”rakkertøs”. Det ligger i kortene, at han bare udnytter hende, og at hun vil ende med at ”betale prisen”, når han er færdig med at bruge hende til sit formål. Men Mika er heldigvis mere snu end de fleste. Man løber ikke om hjørner med Mika.

Mikas skarpe blik og hendes kontakter rundt blandt de fattige børn i Stockholm giver hende nogle helt særlige forudsætninger for at opklare en sag, som politiet på egen hånd ikke har kunnet løse.

Beretningen om Mika får indimellem et sentimentalt præg, der bliver lidt for meget for min voksensmag, og plottet er heller ikke helt så avanceret skruet sammen som i den formidable Mit navn er Justice-serie (10-13 år). Ikke desto mindre er Natteravnen er en anbefalelsesværdig børnekrimi.

Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.

Natteravnen
af Johan Rundberg
oversat fra svensk af Eva Mosegaard Amdisen
Turbine, 2022
185 sider

Målgruppe: 10-13 år
Emne: børnekrimi, historisk roman, børnehjemsbørn, social ulighed, børnemagt
Læs også detektivbøgerne: Mit navn er Justice-serien (10-13 år) og Sagen om den forsvundne markis. Et Enola Holmes Mysterium (12-14 år)

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!