Vidste du, den store detektiv Sherlock Holmes havde en søster? En noget yngre søster ved navn Enola? Stavet baglæns er hendes navn ”alone”. Meget sigende. For Enola kæmper sine kampe som en ukuelig enmandshær. Enola vokser op alene sammen med sin noget fraværende mor, der lader til at være travlt beskæftiget med arbejde. De to ældre brødre, Sherlock (ja, den Holmes!) og Mycroft, er for længst flyttet hjemmefra, og faren er død.
På Enolas 14-års fødselsdag forsvinder hendes mor sporløst. Lige en sag for bror Sherlock, skulle man tro. Men det lykkes ikke de to bedrevidende ældre brødre at finde ud af noget som helst om morens forsvinden. For alle hemmelighederne i morens forsvinden ligger gemt i kvindens afstivning og pynt, og i blomsterkodesprog. Der skal et andet kreativt syn og feminint fokus til at finde sporet til morens forsvinden, og det finder Enola.
Mycroft vil imidlertid have unge Enola på kostskole, nu hvor moderen ikke længere er i hjemmet. En skole, der kan afrette alle de vilde tanker og tilbøjeligheder, Enola har tillagt sig under morens frie rammer. Men Enola vil ikke på kostskole. Hun stikker af.
Læseren skal have lidt tålmodighed med bogens opstart. Der kommer først rigtig fart over feltet omkring en tredjedel inde i bogen. Men så er man til gengæld også klædt godt på til at forstå romanpersonernes baggrunde og indbyrdes forhold. Bogen lægger ud med Enolas eftersøgning af sin mor, men ender med sagen om den forsvundne markis. Dermed hænger historien om den forsvundne mor stadig uforløst og kalder på den næste bog i serien.
Enola er pige, og hun er barn. Alligevel opklarer hun mysterier hurtigere end sin bror Sherlock. Hun er fabelagtig til at knække kodesprog og lade sin barnlige feminine intuition lede sig til korrekte slutninger.
Bogen ledte mine tanker hen på Virginia Woolfs fortælling om Shakespeares fiktive søster, som Woolf skriver om i essayet Eget værelse. Essayet beskriver, hvordan en kvinde med de selvsamme evner som Shakespeare ville blive overset og uden betydning i det mandsdominerede samfund. Hensigten med at skabe en succesfuld Enola Holmes, Sherlock Holmes søster, synes lidt den samme. Men Enola lykkes på forløsende vis med at gøre sig gældende på trods.
På Netflix kan man se filmen Enola Holmes. En fin film. Men også en del anderledes end bogen. Bøger er bare generelt bedre end deres filmatisering. Det er, som om filmdramaerne altid skal kulminere omkring et skydevåben. Der er noget med filmformatet, som får bøgerne til at blive så ens og skåret over samme læst. Jeg er og bliver bogmenneske. Jeg indrømmer det blankt.
Sagen om den forsvundne markis. Et Enola Holmes Mysterium (12-14 år)
Af Nancy Springer
Oversat af Erik Egholm
ABC Forlag, 2021
221 sider
Målgruppe: 12-14 år
Type: Detektivmysterie, krimi, girlpower
Læs også: Sammen med Mit navn er Justice-serien er Enola Holmes et godt alternativ til De 5-serien.