Bogserien Allerbedste Molly

Allerbedste Molly – og den nye skole (7-10 år)

Serien om Molly har mange af de samme kvaliteter som Mira-bøgerne (9-13 år). Det er hverdagsskildringer skrevet med stor charme og stor genkendelighed på en måde, så man uundgåeligt må trække på smilebåndet undervejs. Loyaliteten i begge bogserier ligger hos barnet. Lemire har en fantastisk evne til at indleve sig i målgruppen og skildre meget autentisk, så barnet føler sig set. Molly-seriens målgruppe er lidt yngre end Mira-bøgernes.

I Molly og den nye skole bemærker Molly sig alle de små anderledesheder på den nye skole. Gyngerne, hun plejede at gynge på, findes ikke på den nye skole, men i stedet er der et stort klatrestativ. En detalje, som voksne ikke lige ser og tænker over som en af udfordringerne ved at skifte skole, men som Sabine Lemire så fint har blik for. Lemire forstår at sætte ord på børns hverdagsfølelser. Og når jeg skriver hverdagsfølelser, er det ikke bare ligegyldige banaliteter, men netop små (for voksne) usynlige ting, som fylder alverden i barnets verden.

De to første Molly-bøger indfanger lyksalighederne ved at have en god veninde, det svære ved at føle sig udenfor, konflikter med forældre der ikke forstår og til sidst alligevel forstår, hvad det er, man prøver at fortælle dem, og om irritationen og kærligheden til en lillebror. Alt det, vi kender så godt, men fortalt så fint, at vi ser det på ny med et klogt reflekterende barneblik.

Bøgerne er godt gennemillustrerede. Der er små vignetter rundt om hver kapiteloverskift og illustrationer på næsten hver eneste side. Signe Kjærs illustrationer er i yndige pasteller, men har også temperament, så de undgår at blive oversøde.

Lån bøgerne på biblioteket ved at klikke på linket her, eller køb dem hos din lokale boghandler.

Allerbedste Molly – og den nye skole (bind 1)
Allerbedste Molly – og drømmeværelset (bind 2)
Skrevet af Sabine Lemire
Illustreret af Signe Kjær
Gyldendal 2020
74 sider/84 sider

Målgruppe: 7-10 år
Type: Hverdagsdrama, gode veninder, flytning
Læs også: Mira-bøgerne (9-13 år) af samme forfatter

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!