Når grise flyver er en gennemillustreret bog med overskuelig tekstmængde og en (plat) humor, jeg endte med at måtte overgive mig til.
Ved et uheld bliver grisen Gary bidt i snuden af sin gode ven, flagermusen Brooklyn. Som en del af os allerede ved, kan nærkontakt med flagermus godt ende helt galt, og det gør det sådan set også her. Gary får det virkelig underligt i kroppen efter biddet – og så får han superheltekræfter. Han bliver stærk, han kan svæve, og han kan flytte ting ved tankens kraft.
Gary og Brooklyn beslutter sig for at hemmeligholde superkræfterne, også for fisken Carl, som ellers er deres gode og betroede ven. Men det med at have hemmeligheder for Carl viser sig at være en dårlig strategi, for Carl føler sig frosset ude og tager en forfærdelig hævn, som får fatale konsekvenser. Et monster fødes, og Batgrisen Gary må i aktion og kæmpe mod først reptilmanden, der taler lokumssprog, og bagefter slagteren, der ikke går af vejen for en ordentlig gang bacon.
Jovist, det var lige som Gary frygtede: det er et virkelig stort bøvl at være superhelt med alle de forpligtelser, det følger med – alle de farer man bliver nødt til at kaste sig ud i.
Ved første øjekast har bogen en del ligheder med den populære serie om Hundemand (9-11 år). Teksten er kort og overskuelig, og der er også noget i den tegnede streg, der minder om Hundemand. Men sproget er noget sværere end i Hundemand. Det er ikke alle 8-årige, der selv kan læse og forstå et ord som fx ”rum-farce” eller ”lokumsrelateret”. Men den entusiastiske læser, der falder for humoren, formår nok at læse henover de uforståeligheder, bogen indebær for den helt unge læser.
Min 9-årige har talt: den her bog er virkelig sjov! Indrømmet, jeg skulle lige en tredjedel ind i bogen, før jeg helt kunne tilslutte mig hans begejstring. Men nu glæder jeg mig også til næste bog, hvor Batgris bliver kæphøj.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.
Når grise flyver
af Rob Harrell
Forlaget Cobolt, 2022
240 sider
Målgruppe: 8-11 år
Tema: tegneserie, humor, superhelt, antihelt, kort tekst – mange billeder