En sjov historie, der er hurtigt læst, og som vil få alle læsere i målgruppen til at grine. Ondulaten gennemsyres af en lun underspillet humor, der gør uhyggen mere sjov end egentlig uhyggelig. Bogen er oplagt at højtlæse sammen, men kan med sin overskuelige tekstmængde og letfængende plot også sagtens selvlæses.
Drengen Bastian ønsker sig af hele sit hjerte en kanin, men må kun få en undulat. Det er ikke meget, stakkels Bastian får lov til at bestemme. Hans mor gennemtrumfer endda også, at undulaten skal hedde Trille.
Allerede første nat fuglen skal overnatte på Bastians værelse, sker der noget temmelig uventet. Trille er ikke bare en uskyldig undulat. Det viser sig, den hedder Preben og er en ondulat! Det kommer der et større og meget underholdende drama ud af.
Illustrationerne fortæller 1-til-1 med teksten i store grafiske billedflader, hvilket giver fortællingen en entydighed, der måske ikke udfordrer læseren så meget, men gør den meget overskuelig for den yngre læser. Billederne griber tekstens humor fint og fanger sjovt den lurvede dyrehandler, hvis hjerte banker mere for profit end kærlighed til dyr.
Illustrator StineStregen kender vi allerede fra blandt andet den grafiske bogserie Myntes dagbog (10-13 år) for den lidt ældre målgruppe.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.
Ondulaten
af Zenia Johnsen
illustreret af StineStregen
Gads Børnebøger, 2023
36 sider
Målgruppe: 6-10 år
Emne: humor, crazy kæledyr, drømmen om et kæledyr.
Læs også: Møgmis (10-14 år), som også omhandler et kæledyr, der er ”crazy” under den søde overflade. Eller privatdetektiven Miss Cat (7-10 år), der jagter en bortført kanariefugl.