Wimpy Kid - Ikke en dagbog

Wimpy Kid – Ikke en dagbog (11-14 år)

Wimpy Kid-serien må siges at spille hovedrollen i bølgen af fiktive illustrerede dagbøger, der ruller for tiden. Ja, faktisk har bølgen rullet i nogle år efterhånden. Serien er vældig populær hos alle børnelæsetyper – både de bogelskende og de mindre bogglade. Nogle børn rammes af læseblokering og ulyst, når de præsenteres for en bog fuld af bastante tekstsider. Her kan Wimpy Kid være en god måde at komme i gang på og hurtigt få læst en masse sider.

Hovedpersonen Greg skriver IKKE dagbog. Han noterer bare begivenheder ned fra sit liv, så de kan læses, når han en dag bliver rig og berømt. Alligevel køber hans mor gudhjælpemig et hæfte, hvor der står DAGBOG på forsiden. Og sådan er der så meget, der ikke går som planlagt for Greg, som disker op med den ene pinligt morsomme selvudlevering efter den anden i sin ikke-dagbog. Tekst og illustrationer har et præg, så de ser ud som om, det er Greg selv, der har skrevet og tegnet på den linjerede baggrund.

Gregs liv går ud på at slippe lettest muligt omkring skolearbejde, undgå motion og i det hele taget forsøde livet med minimal egen indsats. Det ender bare altid helt galt, og storebror Rodrick gør sit til at gøre det hele meget værre.

At serien er amerikansk, skinner blandt andet igennem i skildringen af skolesystemet og i omtalen af noget musik, der er mærket med ”upassende sprogbrug”. Men okay, de fleste unger er vel mere eller mindre fortrolige med den amerikanske kultur og har nok mindre modstand på den detalje, end jeg har. Selvom det aldrig bliver min yndlingsserie, må jeg indrømme, at nogle af bogens skøre episoder indimellem popper op i min bevidsthed. Og at jeg griber mig selv i at smile, når det sker. Som episoden, hvor Greg midt om natten lister ind i stuen for i al hemmelighed at lytte til cd’en med upassende sprogbrug, fyrrer helt op for volumen – og alt for sent opdager, at stikket til høretelefonerne, han har på, ikke er sat i anlægget …

På biblioteket kan jeg se, det er børn helt ned til 10-års alderen, der selvlæser serien.

Serie: Wimpy Kid
Ikke en dagbog (bind 1)
Forfatter og Illustrator: Jeff Kinney
Oversat af Kim Langer
Gyldendal, 2012

218 sider

Målgruppe: 11-14 år
Type: Illustreret dagbog, humor, en række morsomme episoder fra hverdagslivet

Andre populære illustrerede dagbøger: Tom Gates (minder meget om Wimpy Kid), Nikkis dagbog, Myntes dagbog.

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!