Sommer i Bella Vista – den store sanddyst fænger an hos en bred læserskare. Den er sjov, den egner sig godt til at læse højt, og den er relaterbar for både barn og voksen. ”En sjov bog” er noget af det, børn allerhelst vil læse – det bekræfter læsevaneundersøgelsen fra 2021 også.
Bella skal i sommerhus med sin far og teenagestorebror. I sommerhuset Bella Vista. Farens sommerbarndomsminder er uløseligt forbundet med huset. Bella er ligefrem opkaldt efter det fortryllende sted. Men sommerhuset skuffer fælt; det er gammelt og småt og uden netforbindelse. Så mens faren er hensat i nostalgi over fuglesang og baghavens famøse pissenisse (en havenisse, man må tisse på), så er der panderynker og surmuleri hos den unge generation.
Kort efter ankomsten skifter faren det stramtsiddende cykeltøj og bøllehatten ud med skjorte, og Bella og Askes bange anelser bekræftes: Faren har fået ny kæreste, og hun skal introduceres for børnene.
Til en start glæder børnene sig bare til, at faren får skræmt kæresten væk igen. Men da storebror Aske finder ud af, at kæresterelationen er den lige vej til netforbindelse, sætter børnene kampen ind for at holde sammen på det ellers lidt umage par. Det viser sig at kræve hårdt arbejde, at få faren solgt ind hos det nye kvindebekendtskab.
Heldigvis bliver Bella gode venner med den lokale dreng Carl og hans døve hund Kingo. Det er godt med en lokal, når man skal begå sig i sommerlandet.
Mikkel Straarup Møllers ”sketchy” illustrationer forstærker og raffinerer stemninger og løfter bogens humor en tand yderligere. Illustrationen af pissenissen med det let drømmende enfoldige ansigtsudtryk er uovertruffet morsomt og pryder hver kapitelstart.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb bogen hos din lokale boghandler.
Sommer i Bella Vista – den store sanddyst
af Lars Daneskov
illustrationer af Mikkel Straarup Møller
Gutkind, 2023
147 sider
Målgruppe: 6-11 år
Bogens temaer: humor, sommerferie, sommerhus, fars nye kæreste, nye venskaber
Læs også: Humoren i bogen kan minde lidt om Kasper Hoffs børnebøger. Fx hans serie Rumvæsnerne kommer (8-12 år). En anden bog om en sommerhustur ved havet er Magnolia af Skagerrak (6-10 år).