”Den er total grineren”, konstaterer min 10-årige medlæser herhjemme. Bare synet af forsiden gav ham et smørret grin om munden – og mig med. Anas Hashim – sikke et liv er en fest fra start til slut. Både tekst og illustrationer rammer rent med deres udsøgte humoristiske sans.
Stilmæssigt indskriver bogen sig i rækken af grafiske dagbøger som Wimpy Kid (11-14 år). Men Anas Hashim er skrevet med en helt anderledes musikalitet og nerve, som på en måde helt redefinerer genren. Den er enormt velskrevet – uden på nogen måde at være litterær. Forfatteren Babak Vakili er rapper og i øvrigt manden bag DR-podcasten Generationen.
I historien følger vi jeg-fortælleren Anas … Anders? … nej, argh … Anas hader, hader, hader, at folk evigt og altid tror, han hedder ”Anders”. Rapperen M:ALI er Anas’ helt store idol, og Anas er fast besluttet på selv at blive rapper. Faktisk ER han allerede rapper.
For Anas skriver de hårdeste, brandvarmeste hardcore vers. Sammen med vennen Yaqub, der kan lave beats, udgør de rapgruppen ”Young Mordere”. Deres rap lyder ”sinds”. Sinds = sindssygt. Hvis man er i tvivl om ords betydning, konsulterer man ”Den illegale ordbog med syge rap-ord (slang)” bagerst i bogen.
Anas tror på sig selv, og er ikke på noget tidspunkt i tvivl om egne evner som rapper. Usikkerheden melder sig dog, når det kommer til at score den smukke og cool Clarissa fra klassen, som han er smaskforelsket i – nå ja, og som desværre er kæreste med Høje Ricky. Men på forbilledlig vis klør Anas på med at realisere drømmen om både karriere og kærlighed trods al den modstand, der møder ham. En åbning viser sig, da yndlingsrapperen M:ALI udskriver en konkurrence, hvor vinderen kan komme med på scenen med ham.
Læs selv mere om den morgen, Anas på anarkistisk vis overtager skolepatruljens arbejde med at dirigere trafikken – på noget uvant vis. Eller om den gamle senile overbo, der konstant og forgæves forsøger at lære at lave “baby freeze”.
Mikkel Straarup Møllers illustrationer er uovertrufne og løfter det sjove i teksten til niveauet “hysterisk morsomt”.
Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.
Anas Hashim – sikke et liv
af Babak Vakili
illustreret af Mikkel Straarup Møller
Gutkind, 2023
206 sider
Målgruppe: 10-13 år
Bogens temaer: Rap, sejt rap-slang, venskab, kærlighed, feel good, humor.
Læs også: Hør lige her! (13-15 år), som også er en humoristisk beretning, hvor hovedpersonen har rod i 2 kulturer. Wimpy Kid (11-14 år), som også er en sjov grafisk dagbog.