Bogen Murmellemrum

MurmellemruM (11-15 år)

MurmellemruM. Nogle ord kan læses både forfra og bagfra med samme resultat. Palindromer, kaldes de. Bogen rejser legende frem og tilbage i ord og i tid. Hvad er tid for en størrelse, spørger bogen? Hvad sker der, når man læser og opsluges af en bog i en sådan grad, at tiden står stille? En fængende bog til børn, der fascineres af videnskab, filosofi, historiske hændelser og seje piger/kvinder, der gør sig gældende på trods af lavstatus i deres historiske samtid.

I nutiden følger vi pigen Katinka, som opdager et hemmeligt rum på Tycho Brahes gamle observatorium på øen Hven. Et rum dybt bag stenene i den gamle ruin, hvor tiden på uret går i stå. Her finder hun pigen Johannes dagbogsoptegnelser fra 1699. Johanne, som lærte sig selv at læse på et tidspunkt, hvor det at læse og skrive ikke var noget, piger og kvinder burde beskæftige sig med.

Johanne går til hånde for astronomen Ole Rømer, der havde sit virke i observatoriet i Rundetårn på denne tid. Selvom Johannes kundskaber forbliver en offentlig hemmelighed, er Ole Rømer klar over, at hun er stærk i tal og logik og skønskrift. Men Johanne er også stærk i etik og moral, og hun er handlekraftig. Hun stikker med andre ord næsen frem og bruger sin viden til at få indflydelse på magtelitens beslutninger, hvilket bringer hende ud på en farlig færd, som hun har nedfældet i den bog, Katinka finder og læser.

Nutidspigen Katinka møder gentagne gange den lidt mystiske dreng, Tyge, i toget – helt tilfældigt og stik mod alle sandsynlighedsberegninger krydses deres veje igen og igen. Tyges lillebror Jakob ligger på hospitalet og venter på et donorhjerte, men hans tid er ved at rinde ud. Visse særlige steder findes tidslommer, hvor tiden står stille. Jakob har brug for dem, så han kan overleve, indtil et donorhjerte er tilgængeligt. Den historiske Johanne kunne finde tidslommerne, og Katinka og Tyge søger dem også i et kapløb med tiden – godt hjulpet på vej af Johannes gamle optegnelser.

MurmellemruM bygger bro mellem fortid og nutid og gør den historiske tid nærværende. Bogen mikser videnskab, filosofi og fri fantasi på underfundig og interessant vis. Det er en sjov form, men også en lidt uigennemskuelig form for den historisk interesserede. For hvad er facts, og hvad er fiktion? Bogen tager sig flere friheder end den klassiske historiske roman. Og for børn især kan det være svært at skelne. Men historien fungerer fint på sine egne præmisser, og man får lyst til at vide mere om videnskaben og bogens historiske tid. Man bliver bevidst om kvinders (lav)status gennem tiden og får vagt sin nysgerrighed omkring de historiske kvindelige forbilleder.

Bogens forside er afdæmpet og fin, men også lidt ”voksen”, og det kræver formidling at sælge den ind hos børnelæseren i biblioteksudlånet. Når man fortæller børnene om bogens indhold, fanger den til gengæld hurtigt deres interesse.

Fotolokation: Hven, kampesten ved Tycho Brahes Uranienborg

MurmellemruM
Af Inge Duelund Nielsen
228 sider
Jensen & Dalgaard, 2021

Målgruppe: 11-15 år

Type: filosofiske tanker om tid og sprog, historisk beretning, pigers/kvinders status, videnskab, fordybelse og selvforglemmelse

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!