Et pansret grummehorn. Lyder det ikke bare som en herlig skabning? Forsiden afslører fluks, hvordan sådan et ser ud, og illustrationen skuffer ikke. Enhver læser, der synes godt om forsidens grummehorn, vil blive opslugt af bogens handling. Det pansrede grummehorn egner sig med sine mange billeder godt som overgangsbog mellem billedbøger og højtlæsningsbøger. Eller som fængende selvlæsningsbog.
Bogen appellerer til sin læser på mange forskellige måder og kaster et væld af kroge ud, der holder læseren fast på forskellige måder. Spændende illustrationer, en meget velkomponeret handling, hvor der hele tiden lægges ledetråde ud til næste spændingselement. Bagerst i bogen finder man en oversigt over det pansrede grummehorns evner: styrke, størrelse, fart, intelligens, våben, angrebsstil. Som kan sammenlignes med en lignende oversigt over Lædervingens evner.
I den verden, hvor Leo bor, får man på sin 9-års fødselsdag et brev fra landsbyens Ældste, som skriver, hvilken ”læreplads” man skal bestride de følgende 2 år. Leo har en forventning om at komme på journalkontoret, som sin gode ven, men overraskes, da han sendes på en tophemmelig mission som vogter af landsbyen mod skovens monstre.
Skoven er omgivet af stor mystik. Ingen af landsbyens indbyggere ved rigtigt, hvad der er derude, men alle har en forventning om, det er noget farligt. Landsbyens Ældste har bygget en mur om byen. Kun udvalgte må gå ud i skoven, men ikke for langt.
Rustet med en pose magiske sten, en slangebøsse og et kort, der viser monstrenes aktuelle placering, kastes Leo ud på dybt vand. Havde det ikke været for lædervingen Starla, der kommer ham til undsætning, var det nok gået helt galt. Men nu går den vilde jagt på grummehornet med Starla ved hans side. Både skoven og grummehornet byder på overraskelser.
Bogen indbyder ikke nødvendigvis til større indsigter. Men den har charme og byder på finurlige indfald og er rigtig god underholdning for alle i målgruppen. Læseren har lyst til omgående at give sig i kast med næste bind om Hugtandsøglen, som teases til slut.
Det pansrede grummehorn
Serie: Leo og monsterkortet (bind 1)
af Kris Humphrey
Godt oversat af Sara Ejersbo
illustreret af Pete Williamson
Turbine 2021
151 sider
Målgruppe: 7-10 år
Type: fantasifulde monsterskabninger, store hemmeligheder, en særlig mission, snarrådig problemløsning