Hvordan ville du leve, hvis du havde mere end ét liv? Mine mange liv er en interessant bog til teenageren med forkærlighed for livets store spørgsmål.
Gabriel er netop fyldt 14 år og har fået resultatet fra testen, der fortæller, om man er et helt almindeligt et-livs menneske eller et af de sjældne med flere liv. I bogens begyndelse møder vi ham på vej ud over kanten i et ”base jump”. Han fejler springet, ryger 101 meter ned, vågner op fortumlet, ikke død, men et liv fattigere. Nu har han kun 5 liv tilbage.
Gabriel er en af de uhyre få, der fra fødslen er blevet tildelt hele 6 liv. Langt de fleste har bare et enkelt liv. Det er præstigefyldt men tilsyneladende også en svær skæbne at skulle håndtere flere liv. I skolen er der særlige undervisningstimer for børn med flere liv.
Gabriel er en risikovillig teenagedreng med forkærlighed for faldskærmsudspring. Han har svært ved at administrere sine mange liv, og der ryger lidt liv her og der. Gabriel er godt klar over, den ikke er helt god, så han hemmeligholder, hvor mange liv, han allerede har mistet.
Bogens kapitler tæller ned fra seks (liv), og som læser sidder man med en konstant bekymring omkring, hvor langt dette tal kommer til at gå ned. Mister Gabriel alle sine liv? Nedtællingen giver bogen en grundlæggende spænding og intensitet, efterhånden som livene tikker nedad. Gabriel dør og dør, og man sidder tilbage med følelsen af, hvor skrøbeligt livet i virkeligheden er.
At være en person med flere liv er en etisk udfordring. For hvad skal man bruge livene til? Skal man ofre dem for andre, eller kan man bruge dem på sig selv? Er det en gave eller en forbandelse med flere liv? Et livs-menneskene forventer, at man – om nødvendigt – ofrer sit liv for dem. Men hvad stiller Gabriel op med de forventninger, når han pludselig har meget færre liv tilbage, end hans omverden går og forestiller sig, nu hvor han i hemmelighed har ødslet en del af dem bort?
Bogens tankeeksperiment er fascinerende. Hvordan ville man selv leve, hvis man havde flere liv? Hvilke risici ville man tage? Ville man blive nærig med livene, ligesom Gabriels oldemor, der i en alder af 90 år stadig har sine tildelte to liv intakt. Eller ville man klatte dem væk?
Som teenageroman er bogen super interessant. Bogens handling taler ind i den livsalder, hvor man som ungt menneske på en og samme tid gyser over livets endelighed, men uden rigtig at forstå den eller føle den nærværende eller vedkommende.
Smuk bogforside. Men den er lidt “voksen”, og jeg tror desværre ikke, den rammer rent ind hos målgruppen – så jeg vil huske at formidle bogen, så den finder sine læsere på biblioteket.
Lån bogen på biblioteket ved at klikke på linket her
Mine mange liv
Af Véronique Petit
Oversat af Ann-Jette Caron
Jensen & Dalgaard, 2022
175 sider
Målgruppe: 13-16 år
Tema: Livets mening, sci-fi, tænk hvis man havde flere liv …, risikovillig teenager, venskab