To fine bøger til tweenageren med en veloplagt og kærlig opfordring til at holde af sig selv, præcis som man er. Og af andre for den sags skyld. Bøgerne tematiserer de fordomme og fordømmelser, man som overvægtig må slås med, men serien undersøger sådan set selvværd, rummelighed, sociale dynamikker, selvkærlighed og næstekærlighed på et mere generelt plan.
Hovedpersonen Sarah sendes på sundhedscamp. Sarahs læge og Sarahs forældre har fundet på ideen, og Sarah ender med at indvilge med tanke på, at hvis hun taber sig, så vil hendes bedste ven, Lucas, måske blive forelsket i hende og gengælde de følelser, hun har for ham.
Det er skamfuldt for Sarah at skulle på ”fedecamp”, som hun sarkastisk kalder det, og det er ikke spor befordrende for selværet at skulle være konstant sulten, tvangsmotionere og tale om motivation og vægtkurver hele tiden.
På campen møder hun Maria og Samuel. I begyndelsen trækker Sarah sig fra fællesskabet med de to andre kursister. Hun er ikke kommet på camp for at indgå venskaber. Men efter lidt tid ender Sarah i en situation, hvor hun står frem med sin sårbarhed for Maria og Samuel.
Jo mere man tør vise af sin sårbarhed, jo mere viser andre deres sårbarhed – og jo mere helende og tabunedbrydende bliver dialogen. Sarah ender overraskende nok med at drive den proces i en positiv retning for dem alle tre.
Sarah taber sig og taber sig, og hvad så med kærligheden og Lucas? Slutningen overrasker på flere måder og er en fejring af fordommenes nedbrud.
I bind 2 skifter jeg-personen til at være Maria fra trekløveret. Maria er blevet optaget på en dansecamp for unge dansetalenter. Men hvad enten Maria danser, når hun er til koncept, eller hun lægger en film med sin dans på YouTube, så er det hendes ekstra kilo og ikke hendes talent, som omverdenen fokuserer på.
Både Maria, Sarah og Samuel er stærke personligheder med stor kærlighed til sig selv og deres omverden. Alligevel kæmper de alle med omverdenens manglende accept grundet deres overvægt. Det er en meget rørende og til tider hjerteskærende kamp, de må kæmpe. Men de tjener som inspirerende forbilleder for den helt unge teenager. For hvad er det fede liv egentlig?
Klik her og lån bøgerne på biblioteket, eller køb dem hos din lokale boghandler
Camp, kys & kaos (bind 1)
Dans, dibs & drama (bind 2)
af Saynab Farah Dahir
Gyldendal 2021 og 2022
151 sier og 132 sider
Målgruppe: 12-14 år
Tema: Selvkærlighed, næstekærlighed, overvægt, elsk mig som jeg er, rummelighed