En eventyrlig historie, som rammer bredt i målgruppe og egner sig til både højtlæsning og selvlæsning.
Forsiden sælger virkelig ind hos min 9-årige søn. Den blev hurtigt peget ud til ”den her skal vi læse”. Jeg er enig. Lækre forsidefarver; natblå og orange mystik. Et barn går på vandet. Et søuhyre. Historien er allerede begyndt hos læseren.
Albertina er datter af skibskaptajn Jerimias Albertsson. Albertina er fars pige. Moren er død i et skibsforlis for mange år siden, og Albertina følger sin far rundt på sømandsknejper og vokser op med sømandssange og røverhistorier fra de 7 have. Hun har det i blodet.
Men noget er galt. Faren bliver opsøgt af en modbydelig mand, og efterfølgende vælger han at drage afsted på en farefuld færd. Uden Albertina – tror han. For Albertina er med om bord som blind passager. Hun har gemt sig i redningsbåden sammen med den garvede skibsnisse (en af den slags, der flytter med og ved mere end de fleste).
Havfolk og søuhyre, som før bare var fortællinger, Albertina voksede op iblandt, bliver til virkelighed for øjnene af hende. Men også alt det ufortalte og familiehemmelighederne åbenbarer sig for hende og bringer hende nærmere sit ophav – om man så må sige. Erfaringer, der bliver definerende for hendes livsbane.
En sælsom blanding af sørøversagn, spøgelsesfortælling, feminisme, Pippi-attitude, storm og blide briser, tilsat et skud krydret havsalt.
Den hemmelige rejse
Af Lowe Aspviken
Illustreret af Peter Bergting
ABC Forlag, 2021
119 sider
Målgruppe: 8-12 år
Tema: historier fra de 7 have, havets dæmoniske væsner, sorg, liv og død, feminisme