Bogserien Søstrene Gyldenhjerte

Søstrene Gyldenhjerte (9-14 år)

Søstrene Gyldenhjerte er en grafisk fortælling om søskenderelationen mellem tre søstre. Serien går ind i beskriver af søstrenes meget forskellige temperamenter, og hvordan deres relation til tider slår gnister. Men den handler også om en familiehemmelighed, som er gemt af vejen og dukker op til overfladen.

Nat efter nat drømmer Sarah den samme drøm. Om træet i skoven, om sin egen vægtløshed og om vandmænd, der ligeledes svæver frit rundt i skoven. Det er et meget poetisk scenarie, og en af de små vandmænd i drømmen vil vise Sarah noget. Hver gang drømmen melder sig, vågner Sarah op med et gisp.

Sarah er den ældste og den, de voksne henvender sig til, når pigerne skal være ansvarlige. Hun er også den irriterende kommanderende og irettesættende storesøster. Cassiopeia, mellembarnet, lever sit liv som i et lyserødt eventyr. Hun er i sine følelsers vold. Den yngste, Lucille, elsker dyr og må stå model til sine storesøstres luner.

Søstrenes forskellige temperamenter er så tydelige og udtalte, at det ind imellem næsten er en karikatur. Men ideen med søstrenes forskellighed, og den indre dynamik det skaber i søsterfællesskabet, fejler ikke noget. Søstrenes skændes, som søskende indimellem gør. Men de er også kærligt forbundet i De tre søstres klub, hvor de fantasifuldt og legende finder på fælles aktiviteter.

Nogle gange forsvinder søstrenes mor ind i sine egne tanker. Nogle gange forsvinder hun ligefrem ud ad døren og er væk i noget tid. Søstrene sætter sig for at undersøge deres mors fortid nærmere, og den viser sig at byde på overraskelser.

Stilmæssigt har Søstrene Gyldenhjerte en del ligheder med Spilledåsen (8-12 år). De er udgivet i samme hardbackformat, og stregen og universet har også mange ligheder. Men hvor Søstrene Gyldenhjerte undersøger menneskelige relationer og tilbøjeligheder og overvejende udspiller sig i et realistisk univers, så tager Spilledåsen skridtet helt ind i fantasygenren og eventyret og er mindre relationelt orienteret.

I skrivende stund er der udkommet tre bøger i serien. De tre søstre er på skift hovedperson i hver af bøgerne.

Klik her, og lån serien på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.

Sarahs drøm
Bind 1 i serien Søstrene Gyldenhjerte
af Di Gregorio
illustrationer af Barbucci
oversat fra fransk af Lisa Kristensen Villeneuve
Forlaget Cobolt, 2022
71 sider

Målgruppe: 9-14 år
Tema: Søsterkærlighed, familiehemmeligheder, forskellighed
Læs også: Spilledåsen (8-12 år)

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!