”Det er kedeligt at høre lydbøger”, jamrede den 6-årige, ”jeg får ondt i maven, og når vi kommer frem, vil jeg ikke gå nogen steder.” Den 11-årige sad med korslagte arme og fordømmende mine. Hun sagde ikke noget. Lillebroren gjorde arbejdet for hende. ”Hvorfor kan jeg ikke bare få telefonen”, fortsatte han.
Weekendudflugten gik til Møns Klint. Frisk luft forude, og kvalitetstid, som samlet set sagtens kunne godtgøre den halvanden times skærmtid køretiden varede. Hvis det ikke lige var fordi, jeg, deres mor, havde fået den ide, at køretid var lyttetid. Jeg havde nøje planlagt, vi skulle høre Mio, min Mio. Et sikkert hit for både den 6-årige og den 11-årige, som i sin tid havde udråbt bogen som sin yndlingsbog.
Min beslutsomhed vaklede. Var det lige nu, den kamp skulle tages? Var det nødvendigt at ødelægge turen? De plejede jo at se skærm, når vi kørte langt. Men så blev jeg grebet af harme. Hvor mange timer havde jeg ikke selv brugt som barn på bare at glo ud af bilruden eller i heldige stunder lytte til en walkman, der snøvlende flad på batteri fortalte de samme historier om igen.
Med en vis hårdhed fortalte jeg ungerne, at nu var det nok. Tavs trodsighed bredte sig på bagsædet. Mio, min Mio blev sat på. Den behagelige mandestemme tonede frem og begyndte uanfægtet sin indlevende beretning. Havde Lindgren dog bare startet sin historie op med lidt mere ”kapow”, greb jeg mig selv i at tænke. Nu styrtede fortællingen til jorden. ”Jeg hører slet ikke efter”, bekræftede min søn efter 10 min.
Sådan kørte vi afsted på motorvejen, og så var det, noget skete. Uden andre ord end oplæserens begyndte det hele på forunderlig vis at løfte sig. Jeg befandt mig dybt inde i historien, og en sjette sans sagde mig, at det samme gjaldt familiens øvrige medlemmer.
Der blev lyttet på både ud- og hjemtur. Ja, faktisk blev den sidste bid lyttet, mens bilen stod stille hjemme på parkeringspladsen. Under indtagelsen af take away-maden samme aften proklamerede den 6-årige, at han gerne ville have bogen læst højt som papirbog dagen efter.
Så fra den dag lyttede vi bare altid lydbøger på køreturen i stedet for at se på skærm? Njaarh …, men der var nogle gode takter, som jeg vender tilbage til. Noget med, at jeg som forældre skal turde ødelægge den gode stemning. At det faktisk er mig som forældre, der skal sætte nogle rammer for mine børn, som jeg selv er glad for. At lyttetid og læsetid er en kæmpe gave til dem, som giver os fælles oplevelser fulde af nærhed og meningsfuldhed. Og nu, et par år senere, hvor jeg er mor til en teenagepige, er det også en reminder om, at jeg skal give mine børn nogle dejlige vaner i den tid, hvor jeg har muligheden for at præge dem.
