Den magiske boghandel - Tilly og bogvandrerne

Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne (8-12 år)

Lækkersulten efter bøger? Tilly og bogvandrerne taler lige ind i hjertet på børn, der kan lide at forsvinde ind i en god historie. Sådan en evne har hovedpersonen Tilly. Hun forsvinder ind i bøgerne. Sådan helt bogstavelig talt. Og hendes yndlingspersoner fra store klassikere – Alice fra Eventyrland og Anne fra Grønnebakken – træder også ud af bøgerne, ud til hende, og vandrer rundt i den magiske boghandel i levende live.

Hos boghandlen Pages & Co. dufter det af bøger, slukket stearinlys og mørk chokolade. Der er åben pejs og friske blomster. Man kan sidde i yndlingslæsehjørnet med et krus varm kakao med flødeskum. Dertil nybagte boller med dryppende smør, scones med flødeskum og syltetøj, friske donuts eller macarons i alle tænkelige farver. At lade sig opsluge af en god bog er en del af lækkerierne.

Bogen er oplagt at højtlæse med sit barn. Den handler om det fantastiske ved at samles omkring læseglæden, dele den, nyde den. Mere læsepåholdende børn kan måske også lokkes med ind – med en god voksenindsat og en lille kage. For der spilles på alle sanselighedens tangenter for at gøre læseren til bogelsker.

Tilly vokser op hos sin mormor og morfar, som er indehavere af boghandlen, og som alle kan bogvandre. Det vil sige leve sig så intenst ind i en bog, at de fysisk forsvinder ind i bogens handling. Sammen med Tilly suges vi med ind til the hos Hattemageren i Eventyrland sammen med Alice. På sjov vis gribes essensen af det forvrøvlede og til tider også farlige univers fra Alice i Eventyrland. En håndfuld klassikere inddrages på denne måde, og En lille prinsesse af Frances Hodgson Burnett spiller en meget central rolle. Man kan sagtens forstå bogen uden at have læst alle klassikerne. Men hvis man kender nogle af dem, giver det lige læseoplevelsen en ekstra dimension.

Tillys mor er forsvundet på mystisk vis kort efter Tillys fødsel. Undervejs åbenbarer sig en hel del familiehemmeligheder, som fyrer op under spændingen, og vi ender i en jagt ind i bøgernes verden i forsøget på at få nogle af dem forløst. Tillys evne til at indleve sig og fortabe sig i bøgerne åbner spændende muligheder, men er bestemt ikke ufarlig.

Ved sin side har hun vennen Oskar. Oskar er ikke så god til at læse. Han læser langsomt. Men med en indlevelse, så han også kan bogvandre. En fin detalje. Selvom man ikke læser godt, skal det ikke hindre en i at elske en god historie. Dejligt med en bog, der gør op med den fordom. Oskar er i øvrigt god til at tegne, og hans bedstemor var en dygtig bogillustrator og illustrerede eventyr.

Sort-hvide illustrationer og vignetter gør bogen levende og dynamisk. De gemmer sig rundt i teksten på en sjov og utraditionel vis. Selve teksten leges der også med rent grafisk. Linjer trækkes lange, høje eller trykkes flade – eller tilter, så de er ved at falde helt ud af siden. Alt sammen understreger den store sanselighed, der er forbundet med at læse en bog. Vi præsenteres for dejlige bognørdede ord som ”bagsats” (indersiden af en bogs bagside). Den skal man passe på, når man bogvandrer. Den kan man blive fanget i, så man ikke kan komme ud af bogen igen. Charmen ved den fysiske bog foldes ud. Der er al mulig god grund til at læse bogen højt som fysisk bog, selvom den findes som lydbog.

Tilly og bogvandrerne kan selvfølgelig også selvlæses. Jeg vil i så fald anbefale den til læsestærke børn. For den har en vis længde, og den taler til sin læser med en forventning om, at vi alle elsker følelsen af at forsvinde ind i en bog.

Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne
Skrevet af Anna James
Illustreret af Paola Escobar
Oversat af Mich Vraa
HarperChildren, 2020
394 sider

Målgruppe: 8-12 år

Type: Bogmagi, læserens fantasi og indlevelse, venskab, søgen efter familie, passage mellem fiktionens og virkelighedens verden.

Læs også: Hvis I kan lide ideen om at forsvinde ind i historiernes verden, kan I give jer i kast med De forunderlige bøger om Amaia og Gustau af J.L. Badal (10-15 år). Den kræver en ihærdig højtlæser, da den er lang. Men I vil blive belønnet med tusind vilde historier, der snor sig ud og ind mellem hinanden.

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!