Bogen Den dag alle skærme gik i sort

Den dag alle skærme gik i sort (8-12 år)

Hvad ville der ske, hvis alle vores skærme pludselig gik i sort? Hvad ville der ske, hvis man ikke længere havde forbindelse til internettet? Den dag alle skærme gik i sort byder os indenfor i dette interessante tankeeksperiment.

Stella bor med sine forældre og lillebror, og den dag alle skærme pludselig er offline er forvirringen stor. Mange voksne kan ikke arbejde. Ingen kan betale med kort, og der findes kun en begrænset mængde kontanter. Ingen kan finde vej uden GPS, og børnene har ikke nogen skærmunderholdning.

Bogen bringer os til en både fascinerende og skræmmende erkendelse af, at vi faktisk er så afhængige af vores skærme og netforbindelser, at vores verden ganske enkelt bryder fuldstændig sammen, hvis vi ikke har dem.

Stella og hendes familie er bekymrede for Stellas farmor. De ved slet ikke, hvordan det går hende, for de kan ikke huske hendes fastnetnummer udenad. Hun plejer at bestille varer online og få leveret sine indkøb, og nu aner de ikke, om hun kan klare sig. Stik imod myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme begiver familien sig afsted i bil. Rejsen til farmoren ender i det rene vilde vesten.

Verden uden skærme er et skræmmende scenarie, men lidt efter lidt viser der sig også nogle sider af stor værdi. Biblioteket og det lille simple landbrug viser sig at være nogle af de instanser, der klarer sig udmærket under denne nedsmeltning. På biblioteket kan man stadig hente viden, selvom computerne er nede, og de små landbrug er den lige vej til de fødevarer, der ellers hamstres i butikkerne.

Den dag alle skærme gik i sort er en oplagt sommerferiebog. Man kunne jo passende selv prøve at udfordre familien og se, hvor langt man kom helt uden skærme i et par dage. Hvem ville mon klare det bedst? Børnene eller de voksne?

Klik her, og lån bogen på biblioteket. Eller køb den hos din lokale boghandler.

Den dag alle skærme gik i sort
Af Danny Wallace
Illustreret af Gemma Correll
Oversat fra engelsk af Klavs Brøndum
Gads Børnebøger, 2023
233 sider

Målgruppe: 8-12 år
Emne: humor, skærmfri, verden uden internet, fællesskab, familie

Facebooklinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Leave the field below empty!