Alle børn, der kan lide fantasy, skal læse Amari og Nattens Brødre. Ja, faktisk tør jeg også anbefale den til børn, der siger, de ikke bryder sig om fantasy. For historien har kvaliteter, der rammer bredt i børnemålgruppen. Også god til højtlæsning.
”Yes, hovedpersonen er en pige – jeg har altid været mest til Hermione”, sagde en låner til mig forleden, da jeg anbefalede hende Amari og Nattens Brødre. Amari er en pige, og ikke nok med det. Amari er sort, hun er fattig, og hun bor i et socialt boligbyggeri i den ”forkerte” del af byen.
Ligesom Harry Potter er Amari det fuldstændig undertippede barn, der viser sig at have magiske evner langt ud over det sædvanlige. Men hvor der er noget karikeret og grotesk over Harrys bolig i skabsrummet under trappen, så er Amaris kår et mere virkelighedsnært black lives matter-anliggende.
Amaris ældre bror, Quinton, er på mystisk vis forsvundet. Politiet laver den fordomsfulde slutning, at han sikkert har været indblandet i noget kriminelt. Men realiteten er en helt anden, og den åbenbarer sig for Amari, da hun en dag kontaktes af Bureau for Overnaturlige Anliggender og inviteres ind i en fascinerende magisk verden. En verden, som Quinton opererede i som agent, og hvori han nu er forsvundet.
Quinton har heltestatus i denne anden verden, og Amari får stor opmærksomhed i kraft af at være Quintons søster. Det er dog ingenting sammenlignet med det hysteri, der bryder løs, da det viser sig, hun er magiker. Det er ikke lovligt at være magiker. Den anden verdens superskurke var magikere. De besad ægte magi og brugte den destruktivt. Ingen aner, hvordan Amari er kommet i besiddelse af disse kræfter.
Men en ting er sikkert. Hvis Amari følte sig marginaliseret som sort på sin gamle skole i den virkelige verden, så er det ingenting mod det, hun er oppe imod her i den anden verden, hvor hendes blotte tilstedeværelse er en forbrydelse. Amari er tæt på ikke at kunne holde til presset og give op. Men hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at finde Quinton, kræver det, hun bliver udpeget som junioragent af bureauet. Så hun bliver og kæmper for sin ret. En kamp med klassekammerater, der er født ind i rige og magtfulde familiedynastier.
Amari er en karakter, man kan leve sig ind i. Hvor en del fantasybøger lukker sig om sig selv og eventyret af en anden verden, så har B.B. Alston også noget vigtigt at fortælle os om virkelighedens verden. Fantasyfortællingen har en interessant realistisk forankring, som er ret unik.
Den amerikanske drøm og ideen om, at man kan gå fra bund til top, hvis man kæmper for det og tror på det, spøger også i romanen. Modsætningsforholdet mellem det gode og det onde er lidt skarpt trukket op, og der er fuld gas på patos-pedalen. Måske lige lovlig meget ind imellem, men det ændrer ikke på, at Amari og Nattens Brødre er en rigtig god bog, jeg kommer til at anbefale til en masse af de børn, der efterspørger ”noget, der ligner Harry Potter”.
Amari og Nattens Brødre
Af B.B. Alston
Godt oversat af Elisabeth Kiertzner
Carlsen, 2021
382 sider
Målgruppe: 10-14 år
Type: Noget, der minder om Harry Potter, en magisk verden, Black lives matter, ikke som de andre, tro på egne evner
Læs også: Nevermoor – Morrigan Crows magiske prøvelser (10-14 år) af Jessica Townsend, som også imødekommer Harry Potter-fans og har en pige som hovedperson.