Hvad sker der med mine børns læselyst, når de rammer 8-års alderen? Som små ville de læse billedbøger uden stop. Men nu daler bogbegejstringen tilsyneladende, og det lader til at være en generel udfordring for børn i den alder. For at vende miseren til det bedre, må vi først blive lidt klogere på, hvad det er for en overgangsfase, vores børn befinder sig i som læsere på dette tidspunkt.
Det lille barn og bogparadiset
Simple pegebøger bringer os sammen med vores lille barn. Fysisk tætte sidder vi side om side og mødes i en fælles oplevelse af ord og verden. Lidt efter lidt tager billedbøgerne over. Mundrette godbidder med indbydende billeder og korte fængende fortællinger, der kan sluges i en enkelt haps, og som barnet gerne hører om og om igen. De tidlige bogerfaringer oser af socialt samvær – fysisk og mentalt. Er det lille barnet så heldigt at have en engageret højtlæsningsvoksen ved sin side, skabes der forholdsvis let en højtlæsningspraksis til stor glæde for begge parter.
Når billederne forsvinder
Næste skridt er højtlæsningsbøgerne. Billederne forsvinder eller bliver markant færre, og nu stilles der større krav til barnets egen fastholdelse af fortællingerne. Det er typisk ved de 5 eller 6 år, højtlæsningsbøgerne introduceres for barnet. Nogle børn lytter dybt koncentreret, mens det for andre er en stor udfordring at lytte uden billeder. Højtlæsningsbøgerne, hvor hvert kapitel afrunder en kortere fortælling, kan være en hjælp for de udfordrede, og højtlæsningsbøger med mange billeder kan også støtte op om en svær overgang.
Ofte vil det være ”den helt rigtige” bog eller serie, der griber barnet og skaber gennembruddet for den billedløse lytning. Det er fint at udfordre barnet med fortællinger uden billeder. Men glem ikke, at billedbogskrybberne bugner af gode billedbøger til større børn. Overgangen behøver ikke være brat.
Selvlæsnings-slangen
Så sker det, læsekoden er knækket, barnet læser selv! Læseland ligger åbent for barnets fødder. Det er bare at træde ind. Forældrene tørrer sig over panden. ”20 minutter hver dag” har hængt over hovedet som en dårlig samvittighed i lang tid. Nu letter det. Nu kan barnet klare det selv. Og så er det, vi slækker på opbakningen til barnets læsning på et rigtig sårbart tidspunkt.
Barnet har været igennem et maraton for at lære at afkode tekst. At lære at læse er et langt hårdere arbejde, end mange af vi voksne kan sætte os ind i eller erindre. Det er pligt og disciplin og skolearbejde og rimer ikke altid på bogglæde. Alligevel har vi en forventning om, at barnet nok selv kaster sig over bøger – ligesom den gang vi læste billedbøger sammen. Men bøgerne er ikke længere en social hyggestund og historier i mundrette bidder. Læsning er alenetid. Læsning kræver vedholdenhed. Det kræver en hel weekend at læse en bog færdig. Det er en stor tidsinvestering. Måske er den automatiserede læsning heller ikke helt på plads, så læsningen også er lidt hård. Eller meget hård – hvis barnet har læsevanskeligheder.
Børn er vidt forskellige. Deres vedholdenhed og temperament er forskelligt, deres læsekompetencer er forskellige, og deres forældres (læreres og bibliotekarers) læseglæde-opbakning er forskellig. Nogle børn klarer overgangsudfordringen bedre end andre.
Vi har en tendens til at være meget opmærksomme på, hvordan ”skærmen” stjæler legetid og læsetid. Det er en god opmærksomhed at have, men der er også en risiko for at overse andre væsentlige faktorer, der kan være ”skyld i” barnets vigende bogglæde. Her tænker jeg på de udfordringer, barnets nye læsealder bringer med sig.
Prøv en gang at gribe tilbage til lyksalighederne fra det lille barns læseparadis: højtlæsningen, samværet og måske også billederne (billedbøger for større børn). Læs højt for dit store barn, vær sammen om bøgerne, få læsenærværet tilbage. Det er faktisk lige så fedt, som da barnet var mindre. I har bare fuldstændig glemt det.
Se også Læselands artikel Læs højt med din 8-12-årige! på sitet Børn i byen
